Navigation | Indhold

Nyheder

Tjek sommerens mange aktiviteter - download "Levende Historie" tryk her 

 
Ledige stillinger
Vikinger på Tværs søger to projektledere PDF Udskriv E-mail

Vikinger på Tværs er et fælles formidlingsprojekt mellem Ringkøbing-Skjern Museum, Moesgård Museum og Region Midt. Formålet med projektet er at etablere et samarbejde mellem de to museer, som skal udvikle og styrke den levende formidling henholdsvis i Bork Vikingehavn og på Moesgård Museum.

Projektets hensigt er at udvikle den eksisterende museumsform til at kunne imødekomme nuværende og fremtidige besøgendes forventninger til historisk formidling i et levende miljø. Events og erhvervsliv skal sammentænkes og udvikles, ligesom forskning i samspil med formidling i langt højere grad skal forme oplevelserne i vikingecentrene.

Vi søger to projektledere, der skal ansættes på henholdsvis Ringkøbing-Skjern Museum og Moesgård Museum for en toårig periode.
• Vi forventer at de to projektledere har arbejdet med eksperimentelarkæologiske processer og kan indgå i samarbejder med forskningsmiljøer omkring gennemførelse af eksperimentelarkæologiske forsøg, der både har en forskningsmæssig og formidlingsmæssig værdi.
• Har erfaring med projektstyring og kan arbejde selvstændigt med udvikling af koncepter.
• Har gode samarbejdsevner. Samarbejdet mellem de to museer medfører, at projektlederne har ansvaret for gennemførelsen af en række seminarer og workshops om levende formidling og eksperimentel arkæologi.
• Har evner og ideer til at udvikle forretningspotentialet i levende formidling og erfaring med levendegørelse. 

Ringkøbing-Skjern Museum søger en udadvendt og fagligt velfunderet projektleder til Bork Vikingehavn, som skal have ansvaret for konceptudvikling, videndeling og innovation vedrørende formidlingen af vikingetiden med fokus på de tre centrale temaer på vikingehavnen:
• Til højbords i vikingetiden
• Til havs i vikingetiden
• Kult og kirke – fra hedenskab til kristendom
Ud fra disse tre temaer skal der realiseres en nyskabende helhedsoplevelse for museets gæster.

Moesgård Museum søger en udadvendt og fagligt velfunderet projektleder, der skal indgå i et team omkring projektering og udvikling af et nyt vikingemiljø ved Moesgård Museum. Vi søger en person, der kan løfte den opgave det er, at udvikle et koncept for fremtidens vikingemiljø på Moesgård. Projektlederen får ansvar for at afklare udformningen af de fysiske bygninger, deres funktion, arten af formidlingen af den levende historie, samt udviklingen af events og forskning tilknyttet stedet i samarbejde med Aarhus Universitet.

Ansøgningsfrist 1. september 2010 og ansættelse senest 1. november 2010 for en toårig periode.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til overenskomst.

Læs projektbeskrivelsen her.

Ansøgningerne sendes til henholdsvis:

Ringkøbing-Skjern Museum
Att. Peter Carstensen
Bundsbæksvej 25
6900 Skjern

Moesgård Museum
Att. Jeanette Varberg
Moesgård Alle 20
8270 Højbjerg