Navigation | Indhold

Nyheder

Tjek sommerens mange aktiviteter - download "Levende Historie" tryk her 

 
Vikingetiden i vestjylland PDF Udskriv E-mail

Vikingerne i Vestjylland For 1000 år siden var Vestjylland befolket af vikinger. Vikingetiden karakteriseres ofte som perioden fra 800-1050, men perioden bør udvides fra 700- til og med hele 1000 tallet.

Vikingerne var bønder
På trods af at sagn og myter beretter om vikingerne som barbarer, der hærgede overalt, hvor de kom frem, så har livet for de fleste mennesker i vikingetiden foregået ganske fredeligt - for vikingerne var bønder. De anvendte deres nyopfundne muldfjælsplove, der som noget nyt vendte jorden, og de dyrkede primært rug og byg. De havde mange forskellige slags dyr; køer, heste, grise, får, geder, gæs, hunde og katte - nøjagtig som på et lille landbrug for knap 100 år siden.
For de mennesker, der boede tæt ved fjord og hav, spillede fiskeri en stor rolle.

Kvinderne havde ansvaret for madlavningen - alt fra at male korn til mel, bage, koge mv. De skulle også sørge for fremstillingen af tøj, hvilket betød at de forarbejdede uld, vævede, syede mv. De var dygtige håndværkere. Der var smede, der brugte redskaber som i store træk minder om dem, man har anvendt helt op til i dag. Vikingernes smede har lavet alt fra synåle og smykker til store sværd. Tømrerne har omdannet træ til stolper og planker, som de brugte til at bygge huse, hegn, vandmøller, vogne, broer og skibe - men også finere ting som møbler og skrin.

Bebyggelser
I vikingernes Vestjylland boede man i større bebyggelser - som er stadiet før de egentlige byer. En bebyggelse bestod af 3-5 gårde - afgrænset af hver deres indhegning. Inden for denne indhegning lå et hovedhus, stald, lade, mindre grubehuse til f.eks. smejde, væv mv. De bebyggelser, der har ligget ved en å, har ofte haft en vandmølle - faktisk er de ældste danske vandmøller fundet i Vestjylland. Der var ofte en fælles vej igennem bebyggelsen og et fælles hegn, der afgrænsede hele bebyggelsen. Der har sandsynligvis boet omkring 100 mennesker i en bebyggelse.

Museets arkæologer antager, at der har været 1-2 bebyggelser i hvert af de sogne, som vi kender den dag i dag. Vikingerne var også dygtige bådebyggere. De formåede at udvikle skibene i en sådan grad, at de kunne sejle langt væk fra hjemstavnen. Gennemsnitsfarten for et vikingeskib ligger på 4-4,5 knob i timen svarende til 7,5-8,5 km/t. De konstruerede forskellige typer af skibe beregnet til forskellig brug – f.eks. handelsskibe, hvalfangerskibe, flåder mv. Et vikingeskib kunne sejle fra Limfjordens udmunding til Danelagen i England på blot tre dage.

Landskabet
Landskabet var karakteriseret af lyngheder og overdrev. Den sandede jord tillod kun enkelte skove i Vestjylland. Den vestjyske kyststrækning så meget anderledes ud end den gør i dag. I vikingetiden lå kysten 1 km længere ude end i dag og kysten var et vadehavsområde med et indre farvand fra Nissum Fjord i nord til Ringkøbing Fjord i syd.

Hedenskab og kristendom
I den første del af vikingetiden tilbad vikingerne asatroen. De havde en række guder, hvoraf Odin var den øverste, han var gud over døden. Thor var tordengud og når han svingede sin hammer, blev der lyn og torden. Frej og Freja var frugtbarhedsguder, og blev tilbedt for at opnå frugtbarhed.

Kristendommen blev indført omkring år 960 i Danmark, da kong Harald Blåtand gik over til kristendommen og skrev på den store Jellingesten, at han havde gjort danerne kristne. Meget tyder på, at de første kirker blev bygget af vikingetidens høvdinge, idet kristendommen i begyndelsen kun var kongens religion – og først senere blev hvermandseje. En af de vigtigste opgaver for vikingehøvdingene var at opretholde et godt forhold til guderne, så de kunne sikre samfundet fred og frugtbarhed. Således kan man godt forestille sig, at den gamle asatro i en periode eksisterede ved siden af kristendommen.

Læs mere
Vil du vide mere om vikingetiden i Vestjylland, så har arkæologerne ved Ringkøbing-Skjern Museum udgivet en bog om emnet. Bogen hedder "Vikinger i vest" og kan købes i museets butikker til 295 kr.