Ringkøbing-Skjern Museum

Reberbanen i Skjern

Info

På Reberbanen kan du se et af landets få bevarede originale reberbaner. Her har man slået tov på samme
måde, som man har gjort det i flere hundrede år.

Reberbanen er kun få meter bred men til gengæld omkring 100 m lang. En rebslager har ofte gået 8-12 km på en arbejdsdag - og for det meste baglæns!

Nu kan du selv prøve at slå tov på den gamle Reberbane. Onsdag d. 3. marts kl. 16-18 har Reberbanen åbent, og alle der har en lille rebslager gemt i maven kan få lov til at prøve den snorrige rebslagerkunst.

Historie

Rebslageren

I 1896 kom en mand marcherende hen ad landevejen. Når folk så ham, var de ikke i tvivl om, at her kom en rebslagersvend på valsen. Stokken – helst stærkt snoet – den bredskyggede hat og den røde charmeklud var et tydeligt signal. Hvad de fleste ikke lagde mærke til var, at han kun havde knappet de tre øverste knapper i jakken. Det var det hemmelige laugsymbol på, at her gik en svend og ikke en bønhas – en fusker, der udøvede faget uden at være faglært.

Skjorten var en smedeskjorte – en blå bondeskjorte med hvide lodrette striber. Helt smedeskjorte var det dog ikke, for alle knapperne var syet fast på vrangen. Når han løb baglæns med et bundt fibre på maven og spandt, skulle der ikke være noget, som fibrene kunne hænge fast i. Sidst men ikke mindst: Et andet svendetegn var rebslagerbæltet. Bæltet blev hægtet fast i enden af tovet under slåning, og så kunne rebslageren med sit træk styre tovets hårdhed. Bæltet var bredt for at støtte hoften og et meget særegent kendetegn for rebslageren.

Rebslageren hed Jens Sahl efter den lille by hjemmefra med den smukke kirke med det gyldne alter, og så hed han Jensen efter sin far. Nu havde netop denne rebslager fundet en anden by mod vest, hvor han så store muligheder. Jernbanen var lige kommet til Skjern, ålefiskeriet, søfarten og landbruget – det hele var her, der manglede bare en rask ung mand, med næverne skruet godt på. Da vinteren var omme, købte han derfor et stykke jord af snedkermester Johansen, og her lod han opføre en åben reberbane på den grund, som senere fik adressen Reberbanen 1.
Restaurering af Skjern Reberbane

Huset blev først opført få år senere, formentlig lige efter århundredeskiftet. Det kunne man tydeligt se under restaureringsarbejdet, hvor værktøjerne på reberbanen stod frit på gulvet. Hvis huset var blevet opført samtidigt, var de blevet bygget ind i væggen. Det var et halvstenshus med røde maskinsten, som var mangelfuldt funderet. Dette var årsagen til den forfatning, som bygningen endte i. Den eneste form for fundament var mursten lagt på tværs i tre skift. Det, der bar huset, var i virkeligheden spær- og stolpekonstruktionen. Stolperne stod med en afstand på ca. 1,2 m til hele banens længde. Oven på stolperne var der lagt et underlag af forskallingsbrædder. Den egentlig tagdækning var et paptag med tværgående trekantliste. Vnduerne var i starten ens – trefags trævinduer hængslet foroven. Vinduerne havde en bred sprosse, og en meget speciel trekantet fas. Sjovt nok finder vi den samme affasning på ”Gåsemandens gård”. Vi mener, at vinduernes oprindelige farve var blå, hvilket ikke er en almindelig farve for samtiden. Men Jens var jo en berejst mand, som havde været ude og se, hvad man gjorde andre steder.

Historien om maskinerne

Reberbanen er 3,2m bred og 94m lang. Det stykke, der indgår i produktionen, er kun 82m langt. Den første halve snes meter går til lager og hegleplads. Hegleriet hører sammen med hampespinderiet. Når hampen kom hjem – typisk om foråret - skulle den ”gennemhegles”. Fiberen blev slået igennem med en børste i overstørrelse med store stålpigge. Herved blev hampens euroforisende stoffer frigjort, og når han havde stået en hel dag i en sky af støv fra hampfibrene, var han blevet ”påvirket”. Derfor skulle han altid hjem og have en lur, inden han kunne fortsætte dagens dont. Dette gav en vis morskab i familien, at han var påvirket uden at have rørt en dråbe alkohol – for han var missionsk!

Banens arbejdslængde på 82m giver en færdig længde på 55m reb eller et halv kvejl. Et kvejl er en blok tovværk, der er 110m langt. Hvis der skulle have været lavet hele kvejl på reberbanen, skulle arbejdslængden have været 165m. Til Jens Sahl Jensens kundegrundlag har det halve været nok. Tovværket blev solgt efter vægt og ikke efter tykkelse.

Geskæret har sandsynligvis altid stået, hvor vi fandt det. Der er fem kroge på det, og det er koblet til en elmotor. Det kan godt have været monteret op med håndsving, men da Skjern allerede fik elektricitet i 1903, kan vi godt antage, at rebslageren var en af de første, der blev meldt til. Det sparede immervæk en dagløn i produktionsleddet, og vi har da også valgt ved vores rekonstruktion at føre rebslageriet tilbage til tiden lige efter elektricitetens indførelse i Skjern, dvs.ca.1905.

Der er også fundet rester af et stort spindehjul, som vi gætter på har været fra den første tid. Det er meget beskadiget. Ligesom der er fundet mange andre, forskellige spindehjul og geskærer på reberbanen, som der ikke skal komme ind på her. Strækbænkene var der næsten intet tilbage af, der var faktisk kun et fag på fem meter. Resten har vi måttet rekonstruere efter stolpehuller, men så var det jo dejligt, at stolpehullerne passer sammen med de beregninger, man kan lave på, hvor meget tovet krymper, når man slår det sammen! I agter enden af reberbanen stod det store strækhjul. Det har ikke været brugt siden hampe-produktionen stoppede, og det gjorde den allerede før 2. verdenskrig.

Det tov, der skulde strækkes, bliver gjort fast til et andet tov, der spoles op på en kort, tyk valse. Den var forbundet med en aksel til et stort remhjul, som igen var forbundet med en rem til en elektromotor. Elektromotoren var der ikke, men remskiven til den er fundet.

Det automatiske medhold var noget af det første vi fandt. Det voldte os en del kvaler. Det består nemlig af en tynd valse og en tyk valse i forlængelse af hinanden. Fra den tykke valse skal der spoles knap 30m ud på banen, hvor den holdes igen på enden af tovet, eftersom det bliver kortere og kortere hele tiden under slåning. Den tynde valse hejser et lod op fra gulvet og bliver spolet op, samtidig med at den tykke valse løber ud. Reberbanens ringe frihøjde levnede ikke plads til, at apparatet kunne slå torvet færdigt. Under udgravningen fandt vi en brønd i den bagerste ende af reberbanen, og det løste flere problemer. Dels placeringen af apparatet, dels forøgede det højden af loddets vandring betragteligt.

Der er fundet mange forskellige genstande som for eksempel ”Geskæret” den man drejer snoning i kordelene med. ”Toppen”( Alle størrelser op til en totommers trosse og ned til fine, tynde vasketøjssnore. Nogle er smukt drejede og andre er grove – nogle er meget slidte og nogle er endnu ikke taget i brug.) samler kordelene til et reb. ”Løberen”, (Fra simple løbere lavet af cykelhjulsnav til smukt forarbejdede messingløbere.) placeret i den modsatte ende af geskæret – hvor den frit og uden modstand løber snoningerne ud, der kommer fra geskæret . Løberens størrelse er bestemt af tovværkets dimension. De mange genstande vi fant, er slaraffenland for en rebslager og gav muligheder for spændende løsninger i rekonstruktioner.

Tjæringen af det færdige tovværk har foregået tre fjerdedele nede af reberbanen, hvor der er et lille skorstenshul i væggen. Her har stået en lille limovn, hvor spanden med tjære er blevet varmet op til kogepunktet. Derefter er tjæren blevet hældt i et aflangt trug og tovværket er blevet trukket igennem badet, eller også har man taget spanden med langs rebet og malet tjæren på. Det er foregået inde på selve reberbanen, hvilket ikke har været særligt spændende. Man kan nemlig smage tjæren mange dage efter.

Sahl

Under 2. verdenskrig fik reberbanen en opblomstring. Sønnen H.P. Sahl annoncerede efter revling til koste. Der er fundet et stykke håndgjort revlingereb. Enten er det bare en prøve eller også er det et stykke ”strygetov”, beregnet til at glatte det færdige tovværk. Teknikken, der er anvendt, kan føres langt tilbage i den nordiske oldtid.

En anderledes anvendelse af reberbanen var som våbendepot for modstandsfolk. Det fortælles at banen har været brugt til at indskyde våben for modstandsbevægelsen. Det står fast, at der har været skudt på bagvæggen, men kaliberens størrelse er tvivlsom.

I 60’erne blev reberbanen brugt til langt fredeligere formål. Den fik tilført et lysthus, og familien Sahl tog på søndags-udflugt om til reberbanen. Her tilbragte de dagen med at slå reb af selvbindergarn. H.P.Sahl havde pensionister til side og skære knuder af og binde halmsimerne sammen. Han udtalte tit, at når han blev gammel og var færdig med butikken, ville han ikke lave genbrugstovværk. Desværre nåede han det aldrig.

Skjern Reberbane i dag

Men nu bliver der igen slå hampereb på reberbanen. Den første ordre var Troense Rebslageri ”rabslager Ole Magnus” der manglede husly og abejdskraft , idet der skulle laves ”sytov” til Fregatten Jylland. Sytov indgår følgende sted i skibets rigning: Det reb, som afstiver en skibsmast sideværts, er spændt ned til dækket i en kort talje. Blokkene i taljen hedder ”jomfruer” og i hullerne i ”jomfruerne” er ”sytovet” syet.

Sådanne specialopgaver er nemlig dét, rebslageriet egner sig til. Der hvor de standardiserede tovværksfabrikker må give op. Et andet eksempel: Når klokkeren kimer, har han et endeløst reb, som løber op om en valse, der får klokken til at rotere. Det reb skal være firslået på grund af, at det skal dreje skarpt rundt om valsen, men uden det lille midterfyld ”hjertet”. Det gør rebet fladt og giver et bedre greb i valsen.

Det kunne også være rigningen til traditionelle danske joller eller hestevogne. Hvilken kusk ville ikke gerne have en rigtig tømme i hestehår? Og hvad med det danske spejderkorps, som har forbudt tovtrækning med plastictov?

Med andre ord: Har du et ”snorrigt” problem, kom til Skjern reberbane.

Praktisk information

Åbningstider i Reberbanen:

April-okt.. tirs-fre.. Kl. 11-16 (nøglen hentes på Skjern Å- udstilling mod depositum)

Kulturtur Skjern: Byvandring i Skjern start ved vandtårnet samt rundvisning i Skjern Reberbane og Skjern Vindmølle
Pris: 50 kr. for voksne – ca. 1,5 time - vi går - tilmelding nødvendig senest kl. 9.00. Juli-august ons. Kl. 13.00

Reberbanen er herudover åben efter aftale. Kontakt museet sekretariat for yderligere information og aftale om skoletjeneste. Læs mere om skoletjenesten her...

Salg af tovværk: kontakt Mikkel Hollmann